Hvordan skal chefen blive klogere på, hvorfor medarbejderne melder sig syge, når hun ikke må spørge, hvad de fejler? Og er det smart at offentliggøre, hvem og hvor mange, der var syge i sidste måned? Vi har spurgt arbejdsmiljøforsker Merete Labriola.
Mange føler, at det er en krænkelse af deres privatliv, når lederen spørger ind til sygefraværet og dets årsager. Hvordan kan man i afdelingen blive klogere på årsagerne til sygefravær og samtidig undgå, at den enkelte føler sig kontrolleret?
Man kan heller ikke som leder begynde at spørge ind til sygefraværet, før der er udarbejdet en offentlig sygefraværspolitik på arbejdspladsen. Alle skal vide, at der er en sygefraværspolitik, og hvad den går ud på. Politikken skal afspejle virksomhedens holdninger og de regler, den følger: Hvordan omgås man hinanden, og hvordan håndterer virksomheden sygdom?
Man kan ikke undgå, at nogle medarbejdere kommer i svære situationer - enten på arbejde eller hjemme - som kan føre til sygefravær. Er der tillid mellem den ansatte og arbejdsgiveren kan situationen tages op fx i en trivselssamtale. På den måde kan virksomheden blive klog på, hvad det handler om og derefter tage de nødvendige tiltag.
Kan man give plads til folk, der har meget sygefravær, uden at det går ud over kollegerne?
Ja, det kan godt lade sig gøre, hvis man vil. Men det er uhyre vigtigt, at de problemer det medfører, er diskuteret igennem, og at alle ved, hvad det ’at give plads’ indebærer. Kollegaerne kan fx blive nødt til at arbejde lidt ekstra. Det vil de fleste også gerne – men det er ikke sikkert, kollegaerne kan gøre dette på ubestemt tid.
Derfor er det vigtigt at aftale, hvor meget de skal arbejde ekstra og hvor længe. Kollegaerne skal også orienteres om de aftaler, der er indgået. Og så skal de vide, at de er velkomne til at gå til ledelsen, hvis ordningen ikke fungerer – og at man i sådan en situation taler sammen og finder ud af, hvad man så gør.
Nogle arbejdspladser hænger månedens tal for sygefravær op i afdelingen – enten det samlede tal eller fraværet for den enkelte medarbejder? Hvad synes du om det?
Det er absolut en dårlig ide - for hvad er det ideelle sygefravær? Man skal passe på med at fokusere ensporet på at få sygefraværet ned. Sygefravær er først og fremmest et symptom: Hvis sygefraværet er meget højt, har medarbejderne det sandsynligvis dårligt. Omvendt er et sygefravær, der er lig nul, ikke nødvendigvis et sundhedstegn: Alle har influenza engang i mellem, så hvis arbejdspladsen ikke har noget sygefravær, kan det være et tegn på, at medarbejderne føler sig pressede til at gå på arbejde. Det er også skidt.
’Nøgleordet er ’trivsel’. En sund arbejdsplads er en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og derfor kommer på arbejde, når de er raske.
- Merete Labriola er seniorforsker, Ph.D., på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø