Støjrumskontor | Tre skarpe til eksperten

Tre skarpe til eksperten

Når vi arbejder i samme rum, kan vi dele viden og erfaring med hinanden. Men vi kan også forstyrre hinanden, så vi til sidst er ved at blive vanvittige. Vi har bl.a. spurgt arbejdsmiljøforsker Jesper Kristiansen, hvorfor støj i kontoret er så irriterende.


Billede af Jesper Kristiansen

Hvorfor er støj overhovedet et arbejdsmiljøproblem på kontorer?
Støj er særligt et problem i de såkaldte storrumskontorer, fordi lyd breder sig. Lydenniveauet fra kontoraktiviteter er sjældent særligt højt, men vi ved alle, at selv lav støj kan være generende, hvis vi skal koncentrere os.

Desuden er støj særlig generende, når den kommer fra andre, og vi ikke selv kan kontrollere den, fx ved at skrue ned. I storrumskontorer kommer støjen netop fra andres aktiviteter: Kommen og gåen, snak i baggrunden, telefoner der ringer osv.

Til gengæld mangler der forskning om yderligere konsekvenser af støjen. Fx mener man, at støj i storrumskontorer kan nedsætte produktiviteten og medføre mere stress, fordi man hele tiden bliver forstyrret.


Hvad er den mest irriterende lyd i et storrumskontor? Hvad forstyrrer mest?
Undersøgelser viser nogenlunde samstemmende, at mennesker der taler, og telefoner der ringer, er de mest forstyrrende lydkilder. Lyden fra kontormaskiner, som fx computere, printere og kopimaskiner, kommer længere nede på listen.


Hvad er det vigtigste, man kan gøre for at mindske støjen, hvis man sidder i storrumskontor?
Det er væsentligt at indrette sig rigtigt fra start frem for at forsøge at løse problemerne hen ad vejen. Man kan tage hensyn til lydmiljøet, når man vælger materialer til vægge, gulve, lofter etc.. Man kan også dæmpe udbredelsen af lyd ved at opsætte skærme og lignende, der er lavet af lyddæmpende materialer. Desuden kan man organisere arbejdet, så ansatte, der skal arbejde sammen, er placeret tæt på hinanden.

Kontoret kan man indrette, så man undgår unødvendig baggrundssnak, fx ved at placere de uformelle mødesteder som kopimaskiner, kaffemaskiner og kildevandsreservoirer væk fra arbejdspladserne. Og så kan man aftale ’færdselsregler’, fx om hvor man må small-talke, om viderestilling af telefoner osv.
 

- Jesper Kristiansen er seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Kommentarer (7):

Det er stadig helt uforståeligt for mig, at man ift. arbejdsmiljøet endnu ikke har en kvalificeret differentiering mellem støj og lyd - hverken begrebsmæssigt eller forskningsmæssigt.
Steen Obel, Arbejdspsykolog - 18. mar - 2008 - kl 09:23
til Steen Obel. Jeg forstår ikke problemet Lyd kan man måle objektivt på forskellige måder. Støj er vel defineret som generende (uønsket) lyd. Det er ret individuelt for den enkelte person og afhænger også af situationen. I nogle situationer er den samme lyd nogle gange støj ,andre situationer ikke. Der nogle kan være fællestræk mellem forskellige menneskers opfattelse om lyd er støj, fx i storrumskontorer, men basalt set er begrebet støj individuelt.
Camilla Bang - 18. mar - 2008 - kl 11:22
Jeg kan forsikre om, at man i arbejdsmiljøforskning skelner mellem lyd og støj. Camilla Bangs kommentar fra 18/3 opsummerer på udmærket måde forskellen mellem lyd og støj.
Jesper Kristiansen, Seniorforsker - 26. mar - 2008 - kl 09:06
Tak for kommentarer vedr. lyd/støj. Dette er jeg helt enig i. Men det ændrer ikke ved, at formuleringen (af Jesper Kristiansen i: Tre skarpe til eksperten) "lav støj kan være generende" er et eksempel på begrebsforvirring. Lydtrykket kan karakteriseres som lavt eller højt i relation til objektive målinger. Men når støj er defineret som generende lyd, så kan lyden være mere eller mere generende (hvilket bl.a. kan måles objektivt ved blodtryksmåling); men man kan efter min opfattelse ikke tale om "lav støj" uden dermed at blande begreberne støj og lyd sammen - men måske er det bare en sproglig smutter.
Steen Obel, arbejdspsykolog - 31. mar - 2008 - kl 14:15
Hvordan ser andre typisk på radio på arbejdspladsen (her kontorvirksomhed, hvor vi på skift taler i telefon og er beskæftiget med andre opgaver, der kræver mere eller mindre koncentration)? Og hvordan løser vi det, når en ny medarbejder er fuldstændig afhængig af denne baggrundsstøj, mens vi andre foretrækker fred og ro? Er høretelefoner den eneste/bedste løsning?
Pernille Belter, Direktør - 11. apr - 2008 - kl 14:20
Der findes da værktøjer (ganske vist dog ikke internationalt standardiserede) som giver en objektiv værdi for hvor "generende" en støj er. Det danske firma www.souniq.dk har specialiseret sig i netop dette.
Steen Ole Neuman - 14. apr - 2010 - kl 07:05
Vi har et storrumskontor, hvor støjen er forsøgt dæmpet på flere måder. Hvad er det normalt acceptable niveau i et mindre kundecenter (dB). Vi har et "signaløre" - hvor skal det være i forhold til støjkilden?
Ina Rasmussen, QHSE leader - 15. apr - 2010 - kl 14:54

Har du en kommentar til ekspertens indlæg?

 
Vil du vide mere? Videncenter for Arbejdsmiljø
Bliv klogere på støjen i storrummene – ikke mindst hvad du kan gøre ved den! www.arbejdsmiljoviden.dk hjælper dig på vej.
Læs mere
Klik her for at finde arbejdsmiljø-information fra din egen branche